14-04-1997

Jubilæumsforberedelser på Grenaa Centralsygehus

Grenaa Blad logo

Lørdag den 30. august bliver en ganske særlig dag i Grenaa Centralsygehus' historie. Dagen vil nemlig blive udnyttet til at markere, at det er 75 år siden den første sygehusbygning blev taget i brug ved Baunhøjbakken i Grenaa. En lang række skibe er sat i søen for at markere jubilæet - således arbejdes der med jubilæumsforberedelser i flere forskellige udvalg på centralsygehuset. Arbejdet vil blandt andet munde ud i, at der på dagen afholdes et stort Åbent Hus-arrangement på Grenaa Centralsygehus, hvor de mange forskellige afdelinger på sygehuset vil blive vist frem. Tillige har Grenaa Centralsygehuset indgået et samarbejde med Grenaa Bladet omkring udgivelsen af en jubilæumsavis, der udkommer tirsdag den 26. august, og som i ord og billeder vil beskæftige sig med sygehusets fortid, nutid og fremtid. Avisen vil blive udsendt til samtlige husstande i Grenaa Centralsygehus' optageområde - det vil sige kommunerne Grenaa, Nørre Djurs, Midtdjurs, Ebeltoft og Rønde.

SundhedspiloterPå jubilæumsdagen vil publikum endvidere kunne opleve et hold sundhedspiloter fra Ringkøbing Amt, der i og omkring et telt ved centralsygehuset, vil skabe en række happenings og aktiviteter, der sigter mod at skabe fokus på oplysning om forebyggelse af sygdomme og dermed en forbedring af folkesundheden.

Kulør på sygehusetEn arbejdsgruppe er endvidere nedsat for at skabe lidt kulør på selve sygehuset i form af udsmykning.

Af jubilæumsarrangementer for selve sygehuspersonalet er det værd at nævne, at der selvsagt arbejdes med forberedelserne til en jubilæumsfest, hvor der endvidere vil blive afviklet en jubilæumsrevy. Endelig arbejdes der i anledning af jubilæet med at få lavet idrætsarrangementer og foredrag for sygehuspersonalet i form af gå-hjem-møder løbende gennem hele 1997.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000