14-04-1997 |
|
Jubilæumsskrift markerer 100 året for Ørum Brugs |
![]() |
Dagli' Brugsen i Ørum udgiver et jubilæumsskrift i anledning af, at det torsdag den 17. april 1997 er 100 år siden Ørum Brugs blev stiftet. I skriftet står der indledningsvis:
»Baggrunden for Ørum Brugsforenings oprettelse i 1897 var de vanskelige år i 1890'erne. Folk var dengang meget fattige, og da de så hørte, at de ved at lave en brugsforening kunne købe varerne meget billigere, måtte denne vej til bedre kår prøves. Som eksempel på små priser kan nævnes, at en snes æg kostede 60 øre, en slagtegris 25 kroner og 1000 tørv kostede 150 øre. Ved et møde i Ørum Skole den 17. april 1897 stiftedes da Ørum Brugsforening. Så vidt det kan ses, indmeldte sig straks 19 medlemmer, og den første bestyrelse valgtes«, står der skrevet.
Brugsforeningens formand siden 1980 - og regnskabsfører i årene fra 1963 til 1977, hvor Regnskabscentralen tog over - lærer Valdemar Poulsen, har samlet og bearbejdet materialet til jubilæumsskriftet. Materialet er fra forhandlingsprotokollerne og festskriftet til 50 års jubilæet i 1947. Endvidere har den tidligere uddeler gennem næsten 25 år (1953-1977), Viggo Skov, og den nuværende uddeler, der den 5. november i år kan fejre 20 års jubilæum på posten, Henning Kristensen, leveret artikler til jubilæumsskriftet, som gratis kan afhentes af medlemmerne i butikken.
Brugs i systuenBrugsens første uddeler var skrædder Chr. Bruun, Ørum, og han stillede sin systue til rådighed som uddelingslokale. Han fratrådte små tre år senere. I 1900 byggede foreningen eget hus i Ørum, og dens første formand, gårdejer Laurs Jensen, Overbroen, blev ny uddeler. Siden århundredeskiftet har der yderligere kun været fem forskellige uddelere i Ørum Brugsforening!
Brugsens nuværende lokalitet på Vestervangsvej blev grundlagt med et huskøb i 1963. Året efter begyndte byggeriet, og den nye brugs kunne indvies i 1965. Siden er en række udvidelser og moderniseringer af butikken blevet udført. Af de større kan nævnes ny tilbygning i 1986, hvor butiksarealet blev udvidet med henved 200 m2, OK benzinanlæg i 1989, modernisering af butik i 1993 - blandet andet nyt vindfang - og senest opførelse af ny lagerbygning i 1995.
I 1996 var omsætningen på små 18 millioner kroner - i 1901 var den 26.000 kroner. Ørum Brugs har haft vokseværk på mange fronter.
Jubilæumsfestlighederne rundes af med en stor jubilæumsfest for medlemmerne i Ørum Forsamlingshus lørdag den 19. april.Brugsen fylder 100 år!Torsdag den 17. april har Dagli' Brugsen i Ørum/Ørum Brugsforening eksisteret i 100 år. Det flotte jubilæum markeres med to festlige jubilæumsdage, der starter torsdag morgen kl. 8.00, hvor butikken åbner og uddeler en gratis buket blomster til de første 100 voksne kunder.
Om eftermiddagen inviterer Dagli' Brugsens bestyrelsen kunder, medlemmer, forretningsforbindelser, leverandører, lokale næringsdrivende og venner af brugsen til en uformel reception, hvor der vil være både fast og flydende.
For brugsens trofaste vareturskunder er der det specielle at bemærke, at der ikke køres varetur torsdag. I stedet kan man blive afhentet ganske gratis mellem 9-10, handle en times tid og eventuelt få en kop kaffe inden man bliver kørt hjem igen. Torsdag sender brugsen endvidere en blomsterhilsen til beboerne på Plejehjemmet Vestervang og til beboerne i ældreboligerne på Dystrupvej.
Fredag den 18. april er børnenes jubilæumsdag. Der vil således blive udleveret gratis flødeboller til eleverne på Ørum Skole, Djurslandsskolen og Stensysseskolen. Om formiddagen inviteres børn op til skolealderen endvidere til show med ballonklovnen TITO i lagerbygningen, og en time senere får børnene lejlighed til at fortære byens største kagemand, der leveres af bagermester Lars Karlsen fra Gjerrild Bageri.
Jubilæet markeres tillige med en række gode jubilæumstilbud, som det fremgår af annoncen på modsatte side.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000