07-04-1997

Børnehaven Sct. Georgs Gården kunne fejre sin 25 års fødselsdag

Grenaa Blad logo

Børnehaven Sct. Georgs Gården i Glesborg, der drives som en selvejende institution under Sct. Georgs Gildet i Grenaa og Sct. Georgs Fonden, havde en stor festdag onsdag i sidste uge. Børnehaven kunne nemlig fejre sin 25 års fødselsdag, og det blev gjort med manér med cirkusforestillinger for børnene to dage i træk, gaver, taler og gode ting til maven.

Et cirkustelt var således blevet rejst på børnehavens grund, og dette telt var tætpakket med både børn og voksne, da fødselsdagen/jubilæet blev fejret med musik, sang og taler onsdag den 2. april. Duoen Sand & Harbo sørgede for musikken, hvorefter formanden for børnehavens bestyrelsen, Børge Juul Jensen fra Sct. Gerogs Gildet i Grenaa, bød forsamlingen velkommen og derpå rettede en stor tak til personalet for den gode måde, hvorpå de passer børnene i det daglige og værner om den gode ånd, der har hersket på stedet i alle 25 år. Børge Juul Jensen rettede også en tak til Nørre Djurs Kommune for godt og behageligt samarbejde, hvorpå han delte gaveposer ud til henholdsvis »Rødderne« og »Rotterne« foruden en gavepose til personalegruppen, omend en lille purk syntes, at den interessante Fætter BR-pose og dens indhold rettelig burde tilfalde ham personligt.

Gert Eriksen (S) fra kommunalbestyrelsen var vikar for borgmester Evald Andersen, der var til transportkonference i Århus. Gert Eriksen priste det initiativ, der for 25 år siden blev taget af Sct. Georgs-organisationen med oprettelsen af børnehaven.- Med mit kendskab til Nørre Djurs Kommune, så havde vi nok aldrig fået den på anden vis, sagde han og takkede for det gode samarbejde, omend han nåede at henvise til en midtvejskrise mellem kommunen og børnehaven. En krise, som dog blev overvundet.Børnene i centrumLederen siden 1991 Anne Kolstrup takkede for de pæne ord og gaverne, og afslørede, at både børn og forældre havde hjulpet til med at få fødselsdagsfesten op at stå. Og ikke mindst tre gildebrødre fra Grenaa, der dagen forinden smurte henved 400 stykker sandwich-madder.- Hos os er børnene i centrum, og gennem alle 25 år har børnehaven givet op mod 450 forskellige børn nogle gode værdier med sig herfra, og må det fortsætte mange år frem i tiden, sagde hun blandet andet.

Onsdag blev børnene endvidere underholdt af Cirkus Skunk ved David Ochoa, mens Tonny Trifolikum og Cirkus Mongo lavede skæg og gøgl om torsdagen, hvor de øvrige børnehaver i kommunen også var inviteret til at kigge og grine med.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000