07-04-1997

Vidner til overfald på 15-årig pige ved Grenaa Station efterlyses

Grenaa Blad logo

Grenaa Politi vil meget gerne have fat i eventuelle vidner til et mystisk overfald på en 15-årig pige på Grenaa Station onsdag den 26. marts hen under aften. Der er sandsynligvis tale om et knivoverfald på pigen, idet hun har fået perforeret sit tøj og derved er blevet tilføjet et overfladisk stiksår i den ene skulder.

Pigen ankom til Grenaa Station ved 19-tiden med den hensigt at tage bussen. Der var dog også tid til at slå et smut omkring dametoilettet i stationsbygningen. Da hun forlod toilettet bukkede hun sig ned for at snørre en støvle, og mens hun gjorde det, blev hun uden forvarsel angrebet bagfra af en person, hun ikke nåede at bemærke. Angrebet var så voldsomt, at hun slog hovedet ned i gulvet, hvorved hun pådrog sig hudafskrabninger i ansigtet. Da hun kom til sig selv var voldsmanden borte, og hun løb derpå ud til en buschauffør, som hun fortalte, hvad der var sket. Chaufføren tilkaldte hjælp i form af en ambulance, og på Grenaa Centralsygehus kunne man efterfølgende konstatere, at hun angiveligt havde været udsat for et knivoverfald. Afhøringer af folk omkring stationspladsen førte ikke politiet tættere på en gerningsmand, så derfor beder politiet nu eventuelle vidner om at melde sig med deres observationer af mistænkelige personer omkring bemeldte tidspunkt. Et motiv til overfaldet henstår i øjeblikket ligeledes i det uvisse.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000