31-03-1997

Rejsegilde på kursuscenter

Grenaa Blad logo

Byggeriet på Grenaa Handelsskoles Kursuscenter ved N. P. Josiassensvej i Grenaa var fredag den 21. marts nået så langt, at der kunne afholdes rejsegilde.

Skolen ser frem til at kunne tage kursuscentret i brug ved det kommende skoleårs begyndelse. Der bliver tale om et nybyggeri, der inkluderer 10 nye undervisningslokaler, administrationsafdeling, lærerfaciliteter samt et kantinelignende opholdsareal.

- Med den nye bygning, som skal rumme voksne kursister, står vi godt rustet til at afvikle kurser i mange afskygninger samt længere undervisnings- og projektforløb. Det nye kursuscenter betyder også, at vi kan tilbyde vore kursister/voksenelever en bedre service i form af moderne kursuslokaler, opholdsrum, edb-værksteder med videre. Med de nye faciliteter kan vi også i samarbejde med de øvrige lokale uddannelsesinstitutioner tilbyde det lokale erhvervsliv kvalitet i kurserne og deres afviklingsform, udtaler forstander Lars Ry Jørgensen, der i sin rejsegilde-tale på dagen takkede mestrene og deres folk for en stor arbejdsindsats. En lettere forsinkelse af byggeriet ser således ud til at kunne blive indhentet undervejs mod indvielsesdagen.

Til nuværende kursister og personalet ikke mindst rettede han en tak, fordi man har holdt ud i de nuværende, totalt nedslidte og utidssvarende rammer for kursuscentret. Det foregår i noget udtjent pavillon-byggeri, der har en fortid som skatteforvaltning og skolepsykologisk kontor.

- Vi glæder os med andre ord usigeligt til at præsentere og ibrugtage det nye Kursuscenter, sluttede Lars Ry Jørgensen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000