31-03-1997

18 meter høj silo opført til Danapaks nye »limkøkken«

Grenaa Blad logo

Emballagevirksomheden Danapak ved Åstrupvej i Grenaa har netop opført en 18 meter høj silo ud mod netop Åstrupvej, der kommer til at udgøre en meget central del af fabrikkens nye limproduktion, der i daglig tale ikke hedder andet end »limkøkkenet«. Den store silo skal indeholde majsstivelse i form af majsmel, som skal bruges til at fremstille bølgepap. Danapaks tekniske chef, Niels Hvillum, kan overfor Grenaa Bladet oplyse, at der er tale om en investering på ialt 3 millioner kroner inklusive bygningen ved siden af siloen, som blev lavet for 1 1/2 år siden. Netop med det formål for øje at få lavet en modernisering af limproduktionen på virksomheden.

- Det gamle anlæg er nedslidt og teknologisk forældet. Således foregår en del af arbejdet manuelt, mens det nye anlæg bliver fuldautomatisk, siger Niels Hvillum, der endvidere kan fortælle, at der kommer til at gå et par måneder før det nye anlæg kan køre.

- Der er en række installationer - tanke, rør og el - som skal på plads først, men vi glæder os meget til at tage det i brug - ikke mindst fordi det vil sikre os en god kvalitet og ensartethed i limproduktionen, slutter Niels Hvillum.

Fuldautomatiseringen af limproduktionen på Danapak vil ikke koste arbejdspladser, tilføjer han.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000