31-03-1997 |
|
Årets fest i GBK |
![]() |
Grenaa Badminton Klub afholder årets (gigant)fest lørdag den 5. april i Østre Skoles festsal. Og specielt festligt bliver det ganske givet, hvis det mens disse linier læses, er lykkedes for klubbens 1. hold i Jyllandsserien at spille sig direkte op i Danmarksserien med en sejr på mindst 8-5 mod Lindholm på udebane. Den 23. marts slog holdet med kniberi det andet tophold GUG med 7-6 i Østre Hallen. Uanset resultatet i det nordjyske, så skulle holdet være klar til kvalifikationsspil om oprykning.
Forud for festen på Østre Skole er gået en generalforsamling den 27. februar, hvor formanden Arne Jessen aflagde beretning og kasserer Henning Lose fremlagde regnskab for 1996 og budget for 1997 til godkendelse.
Lose, Jessen og Karin Worm var på valg til bestyrelsen og alle tre blev genvalgt. Som suppleanter genvalgtes Jytte Johanson og Simon Hvorslev. Sten Dalgård og Svend Larsen blev genvalgt som revisorer, mens Gert Poulsen blev genvalgt som suppleant.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000