31-03-1997 |
|
Erik Holme Pedersen |
![]() |
ERIK HOLME PEDERSEN, bankmand i Djurslands Bank og formand for Grenaa Erhvervsråd, er også en ihærdig golfspiller i Grenaa Golfklub, og den 11. januar 1997 gik alle golfspilleres drøm i opfyldelse for Erik Holme Pedersen, da han lavede hole-in-one - bolden i hul på ét slag - på Rio Real golfbane i Marbella på Costa del Sol i Spanien. Drømmen blev indfriet på banens hul 3, fremgår det af aprilnummeret af klubbladet »Grenaa Golf«. Der var tale om et 130 meter langt par 3 hul, hvilket vil sige, at hullet typisk - for øvede golfspillere forstås - skulle kunne klares i tre slag. Med et 7'er jern sendte Erik Holme Pedersen bolden afsted. Flaget var placeret i højre side af green, og med et nedslag til venstre herfor, var det med stor spænding, at Erik Holme Pedersen sammen med rejse- og golfkammeraterne Finn Herskind og Lars Sommer krydsede en fossende flod for at komme hen til green. Erik H. P's bold var ikke umiddelbart at se, da de tre nærmede sig green, så i første omgang blev det undersøgt, om ikke bolden var blevet for lang. Men et kig ned i selve hullet, fik stoppet eftersøgningen, for her lå Erik's bold nok så nydeligt. Det var med andre ord en god start på en uges golftur i Spanien. Erik Holme Pedersen blev fejret på behørig vis og for egen regning frem til midnat af sine to medspillere, slutter beretningen i golfbladet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000