31-03-1997

Jacob Haugaard anholdt for løsgængeri på Grisetorvet!

Grenaa Blad logo

Optagelser til TV-serie i mandags i Grenaa:Jacob Haugaard anholdt for løsgængeri på Grisetorvet!Grenaaensere, der passerede Grisetorvet mandag den 17. marts i dagtimerne, spærrede i den grad øjnene op. Her kunne man nemlig opleve Jacob Haugaard i gøgler-kostume blive anholdt for løsgængeri!

Hvis læserne dernæst skulle få den tanke, at folketingsmedlemmet og entertaineren nu for alvor er gået i hundene og dernæst på landevejen som én af dennes mange farende svende, så tager man imidlertid fejl, for omkring den kendte århusianer og et større politiopbud, trængtes et TV-hold, der på denne dag havde udset sig Grisetorvet som rammen for optagelser af scener til en TV-serie i fire afsnit, som vil blive sendt på DR-TV i indeværende år.

»Fikumdik« kommer TV-serien til at hedde, og det er det århusianske filmselskab, »De Luca Film«, der står for produktionen.

Jacob Haugaard spiller rottekongen Kasper, der ufrivilligt hvirvles ind i seriens kringlede handling under en optræden på netop Grisetorvet. Byens onde borgmester - og det er værd at bemærke, at der ikke sigtes til Grenaa's borgmester Arne Jessen - sørger for at Jacob Haugaard bliver anholdt for løsgængeri, idet borgmesteren, der spilles af Asger Reher, står og mangler en enkelt arbejdsløs til gennemførelse af et større kommunalt beskæftigelsesprojekt, der går ud på at udrydde arbejdsløsheden samtidig med, at staten malkes for tilskudskroner.

Jacobs idéIdéen til TV-serien er Jacob Haugaards. Manuskriptet er lavet en tidliger »Nattergal« i skikkelse af Uffe Rørbæk, som også medvirker på rollelisten. Han spiller en natportør på et plejehjem for psykisk syge i år 2020. Via en engel, beboernes journaler i disketteform og en computerpsykose havner historien i en mindre provinsby i 1997, hvor den onde borgmester og hans medløber af en rådmand (Steen Stig Lommer) huserer med deres beskæftigelsesprojekter. Der sker grumme ting i byen, oplyste produktionsleder Fie Kelkjær overfor Grenaa Bladet, men det hele ender vist nok nogelunde godt alligevel.

Det kan nævnes, at Jacob Haugaard bliver sat til at omorganisere skraldet på byens losseplads, så det pæneste kommer til at ligge øverst.

Gammel Grenaa- dreng er instruktørInstruktør på TV-serien er Morten Rasmussen, der i øvrigt stammer fra Grenaa. Hans far er tidligere kriminalkommisær ved Grenaa Politi, Vagn Rasmussen, der fra sit otium i øvrigt var indkaldt som statist på dagen. På TV-siden har Morten Rasmussen for ganske nylig gjort sig bemærket med serien »Skrøner om en slædehund« på TV2 med Niels Hausgaard som fortæller.

Alle udendørs optagelser til »Fikumdik« bliver lavet i disse dage, og opholdet i Grenaa inkluderede i øvrigt også et besøg i og ved Fornæs Fyr. Englen i serien har problemer med at flyve, og Jacob Haugaard er af den opfattelse, at et hop fra fyret skulle kunne løse dette lille problem. Men da vejrliget som bekendt ændrede sig drastisk fra tirsdag til onsdag, er det ikke sikkert, at denne scene er kommet i kassen endnu. TV-serien kan under alle omstændigheder ses på DR-TV i december 1997.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000