17-03-1997
Generalforsamling i Østdjurs Lærerkreds:

Tanker om dalende interesse for 10. klasse og problemerne med de to-sprogede og de utilpassede elever

Østdjurs Lærerkreds under Danmarks Lærerforening afholdt generalforsamling i Kulturhuset Pavillonen den 11. marts. Her bringes et uddrag af formanden Hans Rechendorff’s beretning:

:Eleverne er forudsætningen for vort arbejde, og deres adfærd er af stor interesse. I disse dage indsamles ønsker fra de ældste elever med henblik på næste års skolegang og uddannelse. Her er specielt de kommende 10. klasser interessante. Nogle skoler har konstateret markant nedgang i elevtallet, en skole har slet ingen 10. klasse til næste år -og andre har konstateret fremgang. Det er selvsagt nedgangen, der interesserer os. Der kan ikke gives entydige forklaringer herpå. En af de første tanker, der går gennem et lærerhoved er:»er vi ikke gode nok?« Jo, vi er. 10. årgang er på alle skoler blevet behandlet efter skolelovens ånd: Der har været medbestemmelse, der har fundet forsøg sted, der har været tilbudt uddannelser, hvor de unge har kunnet vælge efter interesser. Lad det være slået fast: Der er blevet gjort alt, hvad der var muligt indenfor de afstukne rammer og lidt mere.

Men folkeskolen, og her taler jeg om de implicerede lærere og skolevejledere, har været pålagt et krav om ærlighed og realisme, som gør at de ikke lover guld og grønne skove til alle. Det, de har informeret eleverne om - såvel i grupper som den enkelte - har været realistisk.

Eleverne har også modtaget et bombardement af gode tilbud fra Handelsskolen og Teknisk Skole. Annoncer og reklameblade og TV-reklamespots. I et af disse siger en flink elev fra en handelsskole: Man kan jo også komme på universitetet bagefter! Ingen skolevejleder eller klasselærer ville vove at bruge så kategorisk en vending og stille så store forventninger til alle.

Vi tager os af alle, men hører intet i reklamemeterialet, om de elever, der falder ud af systemet. Disse elever overlader de videregående skoler trygt til ungdomsvejlederne.

IndskolingenI den anden ende af skoleforløbet, i indskolingen, er tilgangen stabil og endda voksende. Det er dejligt og hver enkelt pige og dreng er velkommen. Der er dog i disse år, med øget afgang af de ældre og mere timetunge elever et beskæftigelsesproblem. Det er endnu ikke gjort op, om skolerne forventer ændringer i antallet af lærere. Men hvis der sker ændringer i nedadgående retning, vil kommunernes personalepolitik vise sig klart og tydeligt.

To-sprogede eleverEn helt anden markant elev-

gruppe, der kræver stor opmærksomhed er de to-sprogede og helt specielt de bosniske børn. Der kan kun tales om formodninger og indtryk, idet der ikke er foretaget evaluering af disse elevers skolegang. Et af de indtryk, jeg vil viderebringe er, at de ældste elever eller en stor del af dem, ikke har tilstrækkelige dansk-kundskaber til at få udbytte af de videregående uddannelser. Da eleverne kom, blev det overladt til hver enkelt skole at klare problemerne materialemæssigt, organisationsmæssigt og personalemæssigt. I dag kan vi med stolthed og sørgmunter ironi sige, at kredsen her stod bag det eneste kvalitative efteruddannelsestilbud, der blev givet. Mange lærere uden uddannelesesmæssige forudsætninger blev sat til at undervise disse elever, og disse lærere har slidt, men miraklerne er udeblevet. Vi burde kræve af vore kommuner, at de evt. sammen med KL fik foretaget evalueringer af denne integrationsbølge og de skolemæssige resultater. En sådan evaluering kunne danne baggrund for en politik for fremtidige to-sprogede elever. Der savnes et overblik over materialer, bevillinger og relevant uddannelse til lærerne.

De ikke-tilpassedeSelvom vore skoler er befolket med massevis af veltilpassede elever, så er det de markante marginalgrupper, der præger vores hverdag. I vore skoler og i næsten hver klasse findes elever, der må betegnes som ikke-tilpassede. De adfærdsvanskelige drenge tiltrækker sig stor opmærksomhed, ofte så stor, at de stille piger lades i stikken. Hverdagen skal jo klares, der skal undervises. Flere og flere lærere og børnehaveklasseledere melder om elever med så store vanskeligheder - på det ene eller det andet plan - at undervisningen ofte bliver problematisk at gennemføre. Til gene både for barnet selv - men også for den øvrige klasse. Lærerne oplever en stigende grad af dårlig samvittighed, fordi der umiddelbart ikke er løsningsmuligheder hverken for det enkelte barn - eller for klassen. Enhver lærer venter længe og prøver meget før han eller hun beder om hjælp fra PPR. Hjælpeapparatet findes, men der går generelt for lang tid, til skade for den pågældende elev og den øvrige klasse, før der sættes ind. Der skal arbejdes på, at hjælpeforanstaltningerne sættes ind, når behovet er der. Hvert enkelt medlem, hver TR og skoleleder bør fremføre dette i skolebestyrelserne.

Om kommunenLærerne og kommunen eller forholdet til arbejdsgiveren skal også behandles. Den store undersøgelse om lærernes trivsel blev udsendt som tema-nr. af Folkeskolen i efteråret. Den konklusion, der for mig står klarest er, at lærerne er på vagt overfor arbejdsgiveren. Der er i hver lærer en gammel indlevet loyalitet overfor den skole man arbejder på, men kommunen som arbejdsgiver er det svært at være loyal overfor.

Vi er nu kommunalt ansatte, som andre grupper, men føler os ikke som medlemmer af den store kommunale familie. Løn og honorarer bliver ofte udbetalt på grundlag af forkerte beregninger, udbetalinger som vi har krav på trækker ud i månedsvis, og det at arbejde under lovgivningsmæssige krav på lokale kommunale betingelser er ofte frustrerende. Et meget lille, men illustrerende eksempel til ovenstående: Vi lærere har af overenskomstmidlerne selv betalt de gratialer, der udbetales ved 25-års og 40-års jubilæer. Mange kommuner udbetaler det samme beløb til samtlige deres ansatte. Hvis en lærer har været ansat 2-3 år i en kommune og de øvrige år i en anden kommune får vedkommende sit gratiale for at have arbejdet 25 år i den danske folkeskole - ganske som overenskomsten siger det. Når læreren så har arbjedet 25 år i den nuværende kommune, så kommer der måske en lille hilsen, men intet gratiale - der modregnes nemlig. De kommunalt ansatte, der ikke har jubilæer i deres aftaler, får ganske som vi, men vi betaler deres som skatteborgere og vores eget med vore egne lønmidler. I Rønde og Nørre Djurs kommuner er dette forhold bragt i orden, men ifølge kredsens informationer er der intet sket i de øvrige kommuner«, sagde Hans Rechendorff blandt andet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000