17-03-1997 |
|
Århus amtsråd mangler fremskridtsfolk! |
![]() |
De små landsbyer og små samfund affolkes i disse år. En række af de mest belastede kommuner, har dannet en sammenslutning for at råbe politikerne på Christiansborg op. I Fremskridtspartiet er vi enig med sammenslutningen i, at det vigtigste middel til at få vendt udviklingen i yderområderne er at få zonelovs-kompetencen flyttet væk fra amterne og vore til kommunerne.
Igen og igen ser vi gode sunde fornuftige projekter, der er godkendt af de lokale kommuner, men som så bliver stoppet af amtskommunerne. Særligt når det gælder udviklingen på landet, så har skrivebordsfolkene på amtsgården den opfattelse, at et intet må ske. De har en »Morten Korch drøm« om landsbyerne. Amternes standsning af mange fornuftige udviklinger giver ikke »Morten Korch-landsbyer«, men derimod affolkede landsbyer, hvor blot nogle få pensionister er tilbage.
Uden udvikling og modernisering har landsbyerne ingen overlevelsechance. Ejendommene bliver solgt til giv-væk-priser til byboeren der bruger dem som feriehuse. Når de så kommer på landet klager de over lugt og lyde, hvorefter amterne kan ødelægge endnu flere landbrug m.v.
Vi må derfor have zonelovskompetence overflyttet til kommunerne, hvorved fornuftige projekter, der er godkendt i kommunen selvfølgelig kan få lov til at blive gennemført. Det er i øvrigt skrapt, at skrivebords-teoretikere på amtsgården skal kunne stoppe projekter, som folk, der bor i kommunerne har godkendt. Fremskridtspartiet har ved flere lejligheder stillet de nødvendige forslag i Folketinget og er glade for den støtte vi får fra de berørte kommuner. Må den sunde fornuft så blot brede sig i Socialdemokratiet, som er den største hindring for en ordentlig og bæredygtig udvikling i landområderne.
Fremskridtspartiet i Århus amt glæder sig til, at nogle af vore amtsrådskandidater efter amtsrådsvalget den 18. november sammen med et forhåbentligt til den tid valgt ikke-socialistisk flertal kan arbejde for et mindre bureaukratisk om mere frihedsorienteret Århus amt.
Der er brug for et Århus amt med en lavere skat, der bør sættes tæring efter næring i stedet for den sædvanlige og snart trættende model med evindelige aktivitetsudvidelser med skattestigning til følge.
Der er denne gang en meget betydelige chance for at vi kan få udskiftet amtsborgmesterens politiske farve fra rød til en noget mere tidssvarende.
Der har været en noget personfikseret debat om hvem der skal afløse Ib Frederiksen som amtsborgmester - navnlig i forbindelse med en af partiets Venstres bud på en kommende amtsborgmester_ Jørgen Winther. Især partier der mest bevæger sig på den socialistiske fløj i amtsrådet har haft vældig travlt med at nedgøre Jørgen Winthers muligheder; formentlig fordi han som en af de få har søgt at markere en liberalistisk profil.
I Fremskridtspartiet vil vi selvsagt ikke blande os i Venstres kandidatopstilling, men afslutningsvis kan jeg på vegne af forretningsudvalget for Fremskridtspartiet i Århus amt forsikre om, at de amtsrådskandidater som Fremskridtspartiet får valgt til november ikke vil have vanskeligheder med at samarbejde med Jørgen Winther som amtsborgmester. Det samme gælder i øvrigt såfremt det skulle blive Knud Erik Særkær.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000