10-03-1997 |
|
Grenaa Erhvervsråd arbejder for at få et »Erhvervshus« |
![]() |
Grenaa Erhvervsråd har holdt generalforsamling, hvor formanden Erik Holme Pedersen aflagde en fyldig beretning. Her er et uddrag af formandens beretning.
Grenaas beliggenhed - set i en europæisk og skandinavisk sammenhæng - bør udnyttes endnu bedre, og skal som egnscenter medvirke som lokomotiv til den fortsatte udvikling for store dele af Djursland. Den tid, hvor man pakker sig ind bag egne kommunegrænser, er langt forbi. Tag blot et enkelt parameter som indpendlingen til Grenaa - alene fra Nørre Djurs kommer der over 1000 medarbejdere til Grenaas erhvervsliv. Så Nørre Djurs arbejdskraft er uundværlig for Grenaa - omvendt kan Nørre Djurs ikke undvære os.
Der peges fra mange sider på samarbejde på tværs og det gør vi skam også - endda så meget, at selve administrationen af samarbejdet tager en del af vore ressourcer. De sidste par år har vi deltaget i et samarbejde på tværs af de øvrige 7 Djurslandskommuner - i det såkaldte Net-Djurs samarbejde. Det er senere blevet organiseret under Djurslands Udviklings Råd, der består af amtsborgmesteren og de otte borgmestre.
I Net-Djurs samarbejdet, hvor også formændene for de enkelte Erhvervsråd mødes 4 gange årligt, har vi en handlingsplan og en samarbejdsaftale, der løber til udgangen af 1998.
Et fælles erhvervshusEfter 1998, når samarbejdsaftalen udløber, tages der stilling til de fremtidige perspektiver. Hvis det ender med - som påpeget af mange - et fælles Erhvervshus, hvor komplekset af erhvervsrådgivning samles - vil det mest sandsynlige være, at følge samme afgrænsning som DAs lokalkreds, der dækker kommunerne Grenaa - Nørre Djurs - Midtdjurs og Ebeltoft. Et sådant fælles Erhvervshus ville også imødekomme Erhvervsmministeriets forslag om erhvervsknudepunkter - om at samle rådgivningen på eet sted i lokalområderne.
Vore styrkesider i Grenaa - herunder vores beliggenhed - skal optimeres i de kommende år. Dette betyder, at vi fremover prioriterer indsatsen - og koncentrerer os om nogle få nøgleområder.
Vores markedsføring for at tiltrække nye virksomhedslokaliseringer til Grenaa, skal udover direct-mail følges mere op ved salgsbesøg.
Indsatsen overfor de små virksomheders eksportprofil skal styrkes - og samhandlen til de øvrige nordiske lande og østersølandene skal øges.
Der skal bakkes op om den igangsatte IT-profil, hvor Erhvervsrådet vil medvirke til at implementere teknologi og værktøjer i vore virksomheder. Vi skal yderligere i de kommende år højne vort image og forbedre offentlig sagsbehandling til gavn for erhvervslivets vækst.
Endelig skal vi fortsat servicere og problemløse for vore lokale virksomheder i det omfang, der opstår behov - og medvirke til at sikre en fortsat udvikling i vore bestående områder.
Grenaa står ikke stilleDer har i den senere tid været mange røster om, at erhvervs- og befolkningsudviklingen i de sidste 5-10 år har stået stille i Grenaa. Det er nu min opfattelse, at det er fejlagtige observationer, da alle udviklingsanalytiske undersøgelser klart viser, at Grenaa - i sammenligning med de øvrige kommuner i amtet - er godt med, endda i front - og hvis vi sammenligner os på landsplan, er vi på - eller over gennemsnittet - alt afhængigt af hvilke parametre, der måles på.
Befolkningsmæssigt er vi kun ca. 0,4 % af Danmarks befolkning, så det er selvsagt, at der - set i et folketingsperspektiv - ikke er mange vælgere i os. Vi er derfor nødt til at være særdeles højrøstede, når man centralt ændrer vore udviklingsmuligheder, som det f.eks. sker med den overordnede trafikstruktur.
I 1996 gennemførte vi da også - foranlediget af Djurslands Udviklingsråd - en konference om infrastrukturen på Djursland, og naturligvis herunder det overordnede vejnet. Med pres på den daværende trafikminister om krav om forbedrede og udbyggede vejsystemer - herunder de såkaldte hængsler til motorvejen - kunne trafikministeren henvise til, at de nævrende statsveje på Djursland efter en vedtagelse i Folketinget, ville blive overdraget til amtsveje - med Århus Amt som vejmyndighed.
Amtet og vejnettetVed overdragelsen af de overordnede veje fra staten til amtet, ser vi en lettere adgang til at få vore vejsystemer bragt a jour - for at sikre vore vigtige trafikforbindelser fra Tirstrup Lufthavn og Grenaa Havn, og er meget tilfredse med amtsborgmesterens tilkendegivelse om, at Amtet - også efter at have fået overdraget statsvejene.
1996 var også et travlt år for Erhvervsrådet. Vi synes, at vi har nået en del og medvirket til den positive udvikling, vi oplever i Grenaa. Der har været et fint og godt samarbejde med erhvervslivet, Amtet og Grenaa kommune - hvad jeg gerne vil sige tak for.
Vi har fremsendt forslag til en overordnet trafik- og transportstruktur, som kommentar til regionplanen, hvor vi peger på et Trafikknudepunkt nordøst for Århus, så de enkelte trafiksystemer går op i en højere enhed - og virkelig skabe et kraftcenter i Århus Amt, hvor man udnytter den styrke, som de enkelte delområder er i besiddelse af - herunder Grenaa-områdets styrke indenfor transportområdet. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at Grenaa Havn er den eneste havn, der i perioden 1991-1995 har haft fremgang i Århus Amt, sagde Erik Holme Pedersen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000