24-02-1997

Nye kurser og foredrag i FOF

Grenaa Blad logo

Folkeligt oplysningsforbund i Grenaa er klar med en ny række kurser og foredragsaftener. Der tilbydes blandt andet et kursus i ornotologi - fugle - ved Ole Frederiksen med start tirsdag den 4. marts i Vestre Skoles biologi-lokale. Over fire torsdage kan man endvidere deltage i et 12 timers grundkursus i førstehjælp ved Linda Danielsen. På mandage med start den 10. marts i Kulturhuset Pavillonen, tilbydes der et 30-timers kursus i danseteater med Charlotte Persson som instruktør.

Over to aftener - den 18. og den 20. marts - står Jonna Bruun for et blomsterbindingskursus, og endvidere tilbydes der et efterfødselskursus og et kursus i fødselsforberedelse foruden autogen træning i form af undervisning i afspændingsøvelser for folk med psykisk betonede spændinger.

Derudover er der to foredragsaftener på programmet. Den 6. marts kan man opleve kinesiolog og krystalterapeut Jørn Nielsen fortælle om hans spændende liv med ædelstene. Det foregår på Vestre Skole. Samme sted kan man den 19. marts høre anlægsgartner og planteskoleejer Bent Frey berette om, hvorledes man gør haven forårsklar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000