24-02-1997

Rejsegilde på ungdomsboligerne til IT-College Denmark i Grenaa

Grenaa Blad logo

Boligselskabet Grenaa af 1945 er i øjeblikket i færd med at opføre en helt ny type ungdomsbolig-kompleks ved Grenaa Idrætscenter på Stadion Allé. Fredag den 21. februar kunne der afholdes rejsegilde på byggeprojektet, der består af tre identiske ungdomsbolig-bygninger umiddelbart overfor det Detailhandelscollege, som »1945« også har opført. Der bliver således skabt et helt særligt ungdoms-studenter miljø omkring Stadion Allé, idet de nye ungdomsboliger først og fremmest er beregnet for uddannelsessøgende, som optages på IT-College Denmark under Grenaa Tekniske Skole. Værelserne er grupperet så tre elever har fælles køkken, opholdsrum, bad og toilet. Alle værelserne bliver møblerede og eleverne vil have fri adgang til Internettet, hvilket er en vigtig del af uddannelseskonceptet på IT-College Denmark, der tilbyder en uddannelse som teknisk student med speciale i informationsteknologi.

Det første hold elever på IT-College kom til byen allerede i august 1996, og har siden været indkvarteret på De Gamles Hjem i Lillegade med udsigt til at flytte i ungdomsboligerne i maj måned i år. Formanden for Boligselskabet Grenaa, Birte Nørager, havde følgende bemærkninger til de kommende beboere ved rejsegildet.

- Nu står I så her foran Jeres nye bolig midt på Heden, som det nu ikke varer så længe inden I kan flytte ind i. Det håber jeg så, at I glæder Jer til. I får kortere vej til skolen, og så får I tilmed naturen lige uden for døren. Det må jo være idéelt, sagde Birte Nørager, der endvidere takkede Grenaa Kommune og Grenaa Tekniske Skole for et godt og frugtbart samarbejde omkring byggeriet.

Tak var der også til de to teknikere på projektet, arkitekt Lars Sommer og ingeniør Lars Nordenhof.

- Til Lars Sommer - det er jo dig der slår stregerne - vil jeg gerne sige, at det har du gjort godt. Disse bygninger falder smukt ind i naturen, idet de er bygget af materialer, der passer ind i omgivelserne. Både byen og Boligselskabet Grenaa af 1945 kan være godt tilfreds med resultatet af anstrengelserne, sagde Birte Nørager, der også rettede en tak til håndværksmestre og håndværkere for veludført arbejde frem mod dette rejsegilde.

Projektet kan udbygges til at rumme 60 elever, men en anden etape er ikke lagt i faste rammer endnu.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000