24-02-1997

Bach-studiekreds og koncert i Grenaa kirke

Grenaa Blad logo

I fjor inviterede Grenaa kirkes nye organist, Peter Arendt, musikinteresserede grenaaensere til at gæste orgelpulpituret i forbindelse med en studiekreds om Johann Sebastian Bachs orgelmusik. Med plads til 20 på pulpituret og ca. dobbelt så mange fremmødte blev det mildt sagt et tilløbsstykke med forhindringer.

På mandag den 3. marts inviteres til den anden af de ialt 3 Bachstudiekredse. Og denne gang har organisten taget ved lære af tidligere erfaringer og henlægger en del af studiekredsen til gulvplan.

I efteråret blev der fortalt om Bachs liv. Denne gang får meningheden mulighed for at få demonstreret orglet med alt, hvad det vil sige. Peter Arendt tager alle mulige slags piber ud af orglet og åbner også døren ind til det »allerhelligste«, så publikum 3 og 3 kan komme indenfor i orgelhuset og besé de over 900 piber, der er i kirkens orgel.

Yderligere vil Peter Arendt komme med en indledende orientering om de ombygningsplaner, som han og kirkens menighedsråd i fællesskab har taget hul på. Faktisk foreligger der allerede 2 uforpligtende tilbud fra 2 af landets bedste orgelbyggere.

Endelig vil der som det vigtigste blive gennemgået den musik, som spilles til orgelkoncerten mandag den 10. marts, dvs. Bachs præludier & fugaer i f-mol, c-mol og C-dur samt 16 orgelkoral til nytår, faste og påske.

Peter Arendt betoner meget, at man ikke behøver at have deltaget i efterårets studiekreds hhv. koncert for at møde op på mandag. Man kan også sagtens nøjes med kun at komme til koncerten den. 10 marts, hvis det passer én bedst.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000