24-02-1997 |
|
Undersøg også prisen på et nyt vej - jernbanenet til Tirstrup Lufthavn! |
![]() |
Socialdemokratiets MFer Jan Petersen:»Det er en politisk realitet, at rentabiliteten i en alternativ placering af Tirstrup Lufthavn nu skal undersøges og betalingen herfor påhviler de kommuner, der ønsker en sådan undersøgelse. Den usikkerhed, det giver for Tirstrup Lufthavn, beklager jeg».
Det siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Jan Petersen og fremsætter herefter et nyt krav til undersøgelse:
»Rentabiliteten i en ny lufthavn 10 minutter tættere på Århus må anstændigvis stilles overfor en tilsvarende undersøgelse af rentabiliteten efter markante forbedringer i Tirstrup«.
Jeg mener, vi må have undersøgt, hvad det koster at få tilrettelagt vej- og eventuelt jernbaneforbindelse til Tirstrup ud fra de mest ambitiøse muligheder. Investeringerne vil givet være markant mindre.
De kommuner, som vil betale for en sådan undersøgelse må anstændigvis inddrage også dette alternativ, for selvom en ny lufthavn måtte være økonomisk mulig, så bliver det afgørende de miljø- og planlægningsmæssige spørgsmål.
Når vi derfor skal have denne undersøgelse, så få dog også undersøgt det vi under alle omstændigheder bør gøre for en østjydsk lufthavn, nemlig gjort trafikforbindelserne til Tirstrup tidsmæssigt konkurrencedygtige.
Jeg har det beskedne håb, at et sådant synspunkt vil blive fremført af byrådsmedlemmer i Århus og Randers, når bevillinger til undersøgelsen skal afgøres. Der er jo ingen grund til at save den gren over, som man sandsynligvis stadig er nødt til at lande på«, slutter Grenaa kredsens socialdemokratiske folketingsmedlem.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000