24-02-1997

Snowboard Race på Diskotek Starbow

Grenaa Blad logo

Nu bliver der mulighed for at prøve og samtidig opleve dette års største sensation på diskotek Starbow, nemlig Ballantine’s Snowboard Racing, som tager det danske land med »snestorm« i de næste par måneder. Det sker på Starbow i Kolind lørdag den 8. marts.

Showarrangørerne Europa International har på baggrund af den store opmærksomhed omkring snowboard i udlandet valgt selv at skræddersy idéen om at levere et indendørs snowboard-race og har til lejligheden kørt en snekanon i stilling, som vil få diskotekets dansegulv til at ligne en ægte Alpe-piste.

Hovedpersonerne i Ballantine’s Snowboard Racing er de diskoteksgæster, som har mod på at stå hjælpeløs på det »levende« snowboard samtidig med at »sneen vælter ned. Den der står længst på boardet og ikke vælter omkuld i sneen har vundet en skiferie med OK-Rejser!

Dysten er gratis og alle deltagere vil få flotte præmier.

Showet styres af en professionel konferencier og selvom dysten er spændende og konkurrencen hård, så understreger arrangørerne, at dysten er ganske ufarlig.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000