10-02-1997

Søren Kanne - har hørt og set...

Grenaa Blad logo

RENE B. SØRENSEN, amtsformand for Fremskridtspartiet i Århus Amt, har udsendt en pressemeddelelse, hvori han klart og utvetydigt tilkendegiver, at Tirstrup Lufthavn er, og fortsat skal vedblive at være, regionens lufthavn.

- Nu må al snak om en ny storlufthavn i Århus Amt forstumme. Politikerne må vise handling nu og sætte visse direktører på plads! Og finde en løsning på, hvordan man redder Tirstrup Lufthavn, udtaler han, og citerer herefter fra den indstilling til Århus Amtsråd, som Fremskridtspartiets amtsbestyrelse vedtog på sit møde tirsdag den 28. januar

- Hvordan kan Mogens Boyter og andre prominente direktører på større virksomheder i amtet, finansiere en ny storlufthavn til minimum 1 mia. kroner! Det kan kun ske ved skattestigninger, hvis det offentlige skal betale, og Fremskridtspartiet tvivler på, at borgerne vil støtte et sådant prestigeprojekt over skattebilletten. Vi tvivler stærkt på, at Mogens Boyter og andre vil finansiere en ny lufthavn. Tirstrup Lufthavn er stadig Jyllands største lufthavn, når det gælder indenrigstrafikken - her kan Billund ikke følge med, udtaler René B. Sørensen, der i stedet opfordrer amtet til at sørge for bedre vejforbindelser til lufthavnen. Han mener også, at man bør tage i betragtning, at det vil tage mellem 6 og 9 år at færdigbygge en helt ny lufthavn.

- I stedet for at spilde yderligere tid på diskussionen om en ny lufthavn, bør man i stedet løse Tirstrup Lufthavns identitetskrise her og nu, siger han endvidere.

KIM ANDERSEN, 39-årig informationschef i KFK og født og opvokset i Grenaa, er netop blevet indkaldt som stedfortræder i Folketinget for folketingsmedlem Eva Kjer Hansen, Venstre, der har barselsorlov. Kim Andersen er 1. stedfortræder i Vejle Amt, men har siden sidste folketingsvalg skiftet valgkreds og er flyttet til sin hjemegn. Kim Andersen er nu opstillet i Skanderborgkredsen i Århus Amt. Kim Andersen er ligeledes medlem af Århus Amtsråd og er 1. viceborgmester i Skanderborg Kommune.

HANS RECHENDORFF, formand for Østdjurs Lærerkreds, giver i den seneste udgave af kredsens medlemsblad nogle eksempler på nogle »sensationer« på folkeskoleområdet, som underligt nok ikke har pressens bevågenhed i samme omfang som et dronningejubilæum, A-våben på Grønland i 50'erne med videre.

- Der findes også nyheder, der har langt mere direkte betydning for masser af mennesker. Disse findes i aviserne på siderne 2 - 3 og 4. Det kan være en undervisningsminister, der pludselig skaber tvivl om de afgangsprøver, der skal finde sted til sommer. At ingen kan få svar på deres spørgsmål eller uddybet informationerne i dagene derefter, fordi undervisningsministeriets ansatte ikke aner noget, er egentlig også en sensation, men betragtes ikke som en sådan af den samlede presse. Den seneste oversete sensation, der skal nævnes, er kampen om 10. klasse. Denne kamp føres under parolen_ Alt nyt er godt, forsøg giver dynamik og succes. I pressen stilles der ikke spørgsmål om parolens sandhedsværdi. Det ser flot og dynamisk ud, når smilende unge mennesker er beskæftiget med praktisk arbejde, når de kravler i tov over en sø, men er det hele sandheden? Nej, for de garanteres ikke den samme omsorg som i folkeskolen. Her følges de af en klasselærer og en skolevejleder, og her gribes der ind, hvis de dropper ud af systemet. Her bygges bro til videregående uddannelser. Kort og godt_ Den største sensation er, at de stærke og veltilpassede vil trives, mens de svage vil droppe ud et år før. Fjernes 10. klasse fra folkeskolen, får vi en tydeligere opdeling af et over- og under-Danmark. Uddannelsessystemet indrettes til det, skriver Hans Rechendorff blandt andet, og slutter_

- Pressen er en god og uundværlig vagthund i et demokrati, men man skal også pleje og tage sig i agt for vagthunden. Den gør ofte uden grund!

ALLAN ANDERSEN, SF's enlige medlem i Grenaa Byråd, har udsendt et nytårsbrev til alle SF'ere og SF- sympatisører i Grenaa Kommune, hvori han kommenterer dette og hint fra året der svandt, og udsigterne for året der kommer set med SF-briller. Han udtrykker blandt andet tro og håb på et rigtig godt valg til kommunalbestyrelsen for SF til efteråret.

- Ovennævnte ønske er vel ikke helt urealistisk - blandt andet set i lyset af socialdemokraternes evne til at lave skandaler i offentligheden. Hertil kommer en borgerlig fløj, som benytter enhver lejlighed til at chikanere institutionerne i Grenaa Kommune. Dette sammenholdt med, at SF er det eneste parti, som hele tiden forsøger at skabe bedre vilkår for den almindelige borger i kommunen. Alt dette - sammen med en stærk opstillingsliste - gør, at vi står godt rustet til kommunalvalget i november, udtaler Allan Andersen, der også giver Kulturhuset Pavillonen, der har ombygningsindvielse på lørdag den 15. februar, et par ord med på vejen.

- I opstartsfasen har der været problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Man kan lade bestyrelse og medarbejdere arbejde med mindst to ting. Det ene er kultur, og det andet er at skaffe penge. Dette betyder, at byrådet er nødt til at komme til den erkendelse, at vi står overfor et valg mellem disse to ting. Som SF'er er jeg overbevist om, at vi i længden kommer længst ved at satse på kulturen. Byrådet bør erkende sit ansvar og krybe til pengepungen, omend den er unødvendigt trang, hvilket afgjort ikke er kulturhusmedarbejdernes skyld, skriver han endvidere.

JAN PETERSEN, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet valgt i Grenaa Kredsen, sendte den 31. januar et brev til partifællen, trafikminister Bjørn Westh, hvori han beder ministeren om at kommentere den omstændighed, at en række østjyske erhvervsfolk vil flytte Tirstrup Lufthavn længere ind i landet med det formål at få etableret en egentlig jysk storlufthavn med stærke udenlandsforbindelser.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selv betragter disse ideer som ganske urealistiske. Det er en omfattende opgave at etablere en storlufthavn, få vejtilslutning på plads, skabe sikkerhed for investeringens rentabilitet og ikke mindst at etablere en sådan lufthavn miljømæssigt forsvarligt. Det vil kræve statslige myndigheders medvirken. Derfor vil jeg bede dig redegøre overfor mig hvilken kompetence du har i forbindelse med etablering af lufthavne i denne størrelse. Og samtidig tilkendegive din og regeringens opfattelse af forslaget. Det er min opfattelse, at det østjyske område er bedst tjent med, at vi koncentrerer vores kræfter om at gøre Tirstrup Lufthavn til en stærkere lufthavn ved at de nødvendige trafikinvesteringer foretages. De direkte økonomiske omkostninger vil være færre og de miljømæssige spørgsmål overskuelig, skriver Jan Petersen i sit brev til Bjørn Westh.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000