10-02-1997 |
|
Renoveringen af sygehuslaboratoriet dyrere end beregnet |
![]() |
Renoveringen af laboratoriet på Grenaa Centralsygehus blev dyrere end beregnet. Århus Amtsråd gav på mødet den 13. juni 1995 Grenaa Centralsygehus en bevilling på 1.508.000 mio. kroner til renovering af laboratoriet. På amtsrådsmødet tirsdag i sidste uge skulle Amtsrådet godkende anlægsregnskabet af den 10. oktober 1996. Heraf fremgår det, at renoveringen blev 204.000 kroner dyrere end beregnet. Sygehuset begrunder overskridelsen af anlægsbudgettet med, at der i det oprindelige projekt ikke var taget højde for, at de elektriske installationer var utilstrækkelige. Det var således nødvendigt med sanering af el, telefon og EDB samt en del VVS-arbejder. Samtidig blev der foretaget en bygningsmæssig renovering af hele området i form af en ny gulvbelægning, maling og filsearbejde - samt indkøbt nyt inventar, hvor der ellers var påregnet genanvendelse. Dermed skulle laboratorieområde være fremtidssikret for nye anlægsarbejder.
Anlægsregnskabet blev godkendt af amtsrådet med den tilføjelse, at merforbruget på 204.000 kroner skal finansieres via en tilsvarende nedsættelse af centralsygehusets driftsbudget for 1997.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000