10-02-1997

To konfirmandmodeshows hos Olrik i Grenaa trak henved 360 publikummer

Grenaa Blad logo

11 lokale forretninger inviterede tirsdag og onsdag i sidste uge kommende konfirmander og deres respektive forældre til »Konfirmandmodeshow '97«. Det foregik hos Tøjeksperten Olrik på Nørregade/Østergade i Grenaa. 200 publikummer den første aften og 160 den næste gav et samlet publikumstal over de to dage på 360, og det synes arrangørerne er et rigtig flot resultat.

- Men det er ganske enkelte niveauet set over alle de år vi har lavet dette konfirmandmodeshow, og det betragter vi som en flot opbakning, siger Jørgen Mortensen fra Olrik.

Han glæder sig derfor over, at de ikke ubetydelige forberedelser til et sådant show, bærer frugt til sidst. I dagene op til de to shows blev der således øvet med modellerne, så de ikke skulle føle sig utrygge ved at gå mannequin. Ungdomsmodellerne viste moderigtigt 1. dags og 2. dagstøj, foruden sko og hår for både drenge og piger, mens voksenmodellerne viste, hvorledes mor og far kan tage sig smart ud på den store dag.

Endvidere var der underholdning ved rapperen Kølig Kaj, der er blandt deltagerne ved det kommende Danske Melodi Grand Prix 1997. Kølig Kaj måtte desuden skrive en del autografer efter sin optræden.

Efter hvert af de to modeshows var der Åbent Hus hos henholdsvis Olrik, Paw Sko, Lillegade 21, Foto-Nyt og Expert Radio. De øvrige deltagere i arrangementet var Klippehjørnet, Viggo Jensen Cykler, Byens Konditori, Kama Kaffe, Blomsterkurven og Vinstokken.

Begge aftener blev der lavet en konkurrence med en række flotte præmier til vinderne. Tirsdag aften var hovedgevinsten en Nishiki Mountain Bike. Den gik til Michael Nielsen, Birket 4 i Balle. Onsdag aften var hovedgevinsten en Panasonic video, og den gik til Birgitte Rasmussen, Baldursvej 14 i Grenaa.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000