10-02-1997

Påny gang i kødgryderne i Folkekøkkenet Havnestuen.

Grenaa Blad logo

Mandag i sidste uge genåbnede det kommunale beskæftigelsesprojekt og folkekøkken »Havnestuen« på Strandgade i Grenaa. Stedet blev under stor medieomtale og interesse fra offentligheden lukket i efteråret 1996 med henvisning til samarbejdsvanskeligheder mellem den daværende leder og de daværende ansatte, og med henvisning til, at der skulle have foregået narkokriminalitet på stedet. De ansatte protesterede mod lukningen, fyringerne og ikke mindst beskyldningerne om kriminalitet fra afdelingschef ved Grenaa Kommunes Bistandsafdeling Jens Stavnskærs side. En underskriftsindsamling blev sat i værk, og disse blev afleveret til udvalgsformand Erik Hoberg. Grenaa Byråd havde sagen til debat, og besluttede, at Havnestuen skulle genåbnes. Den 19. november blev de fyrede bistandsklienter informeret om, at Havnestuen ville blive genåbnet såsnart en ny leder var blevet ansat, men at de ikke skulle påregne genansættelse fra starten af. »For at sikre, at der startes på nye vilkår, uden belastning af tidligere erfaringer og oplevelser, vil der fra starten blive ansat nyt personale«, skriver Stavnskær til de tidligere medarbejdere.

Ny leder i sving den 16. januarDen 16. januar startede den nye leder i skikkelse af den - på disse kanter - tidligere Dansk Røde Kors Asylcenter-leder, Peter Bo Jensen. Sammen med seks nyansatte har han gjort rent, ryddet op og ændret på indretningen af Havnestuen frem til åbningsdagen i sidste uge. Lageret er blevet nyindrettet med et nyt hyldesystem, og en ny disk med kølemontre er blevet installeret.

4 af de gamle genansættesOg så har fire af de gamle medarbejdere spurgt, om de ikke måtte bliver genansat, og det bliver de, fortæller Peter Bo Jensen.

- Vi bliver ganske vist alt for mange, men hvis de gamle kan være garanter for en god stemning blandt både medarbejdere og publikum, så er det fint nok, siger Peter Bo Jensen, der synes Den Nye Havnestue er kommet rigtig godt i gang på alle fronter.

- Havnestue-projektet tjener to formål. Dels skal gruppen af medarbejdere have opbygget et socialt liv og noget erhvervsmæssig ballast, og dels skal vi skabe et miljø og en behagelig atmosfære omkring vore gæster, som kan få et måltid mad til små penge. Målgruppen er på den front ubetinget mennesker på overførselsindkomster, der på den måde også kan få personlige kontakter og dermed et socialt netværk opbygget via Havnestuen. Vi er altså et socialt projekt på hele to fronter, siger Peter Bo Jensen, der er udannet socialpædagog, og i mange år arbejdede med stofmisbrugere i København inden han i 1989 kom til Djursland. Indimellem har han endvidere arbejdet som kok - blandt andet på Meilgård Slotskro, og denne ballast kommer ham i høj grad også til nytte på Havnestuen, hvor der alle hverdage serveres dagens varme ret med videre.

Godt kørende på madfronten- På madfronten er vi rigtig godt kørende. Det fungerer bare. Vi laver ganske enkelt enormt god mad. Ikke mindst fordi der ud over mig selv er 3 medarbejdere, der har arbejdet professionelt med madlavning, siger han til Grenaa Bladet.

Havnestuen har åbent fra 10-15 alle hverdage for medlemmer. Og i løbet af de første tre åbningsdage blev der tegnet 52 medlemsskaber.

Peter Bo Jensen går også med planer om i ny og næ at holde henholdsvis aftenåbent og søndagsåbent.

Kulturaftener- Tankerne går i retning af, at lave nogle kulturarrangementer med musik og oplæsning af digte og/eller etniske madaftener med gæstekok fra Bosnien, Sri Lanka eller Italien eksempelvis. Det kunne også være en kulturpersonlighed eller en lokal politiker, der var gæstekok for en aften, siger Peter Bo Jensen, der kan bekræfte, at den alkoholfrie linie fortsætter. Den stærkeste drik man kan få i Havnestuen er en letøl.

Han og personalet ser endvidere frem til, at facaden snarest skal renoveres - blandt andet via et nyt sæt vinduer og en bredere, og dermed handicapvenlig før.

Der afholdes reception for den genåbnede Havnestuen den 21. februar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000