10-02-1997 |
|
Grenaa Kommunes anke sendt afsted til Indenrigsministeriet! |
![]() |
Salget af sommerhusgrundene påny til debatSagen om udbudsformen ved salg af Grenaa Kommunes sommerhusgrunde ved Grenaa Strand var påny til debat og afstemning ved Grenaa Byråds møde på Grenaa Rådhus tirsdag i sidste uge. Og i denne ombæring lykkedes det at finde et flertal for forslaget om, at kommunen skal anke Tilsynsrådets afgørelse i sagen. Med stemmerne 10-8 fandt forslaget sit flertal, og ankesagen er dermed på vej til indenrigsminister Birte Weiss' bord - hvis den da ikke allerede befinder sig der.
14 dage tidligere var ankesagen også på byrådets dagsorden, men her blev forslaget nedstemt ved stemmelighed 9-9 - S og SF mod VK og Leo Andreasen. Arne Jessen og Venstres Hans Ole Malfeld manglede i byrådet ved den lejlighed, men i modsætning til socialdemokraterne havde Venstre ikke fået indkaldt en suppleant, hvorfor et forventeligt spinkelt flertal for forslaget, tippede over og blev til stemmelighed. Den manglende clearing af mandaterne fik den fungerende borgmester, Mogens Blach(V), til med Styrelsesloven i hånden at begære sagen genoptaget på dagsordenen på sidste uges byrådsmøde - og sådan blev det, selv om SF'eren Allan Andersen indledningsvis begærede sagen afvist af principielle grunde.
- Der er jo ikke ændret et komma i sagen. Mogens Blach må ganske enkelt vænne sig til at blive stemt ned. Det er spillets regler. Det kan da ikke være rigtigt, at man kan blive ved med at tage et nedstemt forslag på dagsordenen indtil sagen finder et flertal, sagde SF'eren.
Genoptagelse er helt efter bogenMogens Blach replicerede, at der var tale om en 100% skudsikker sag.
- Genoptagelsen er således helt efter bogen netop på grund af den manglende clearing. Jeg har selv undladt at stemme i en sag, hvor Arne Jessen var væk, så sagen er soleklar, sagde den fungerende borgmester i sygmeldte Arne Jessens fravær. Endvidere manglede Karl Einar Guldborg(S), men her var Birte Nørager indkaldt som suppleant. En fuldtallig borgerlig fløj - plus Leo Andreasen - stemte for, at ankesagen skulle afsted, mens 7 socialdemokrater og den enlige SF'er stemte imod. Det vil sige - først stemte byrådet på Allan Andersens opfordring om, hvorvidt sagen skulle afvises, og derpå pilles af dagsordenen med henvisning til, at den jo var faldet ved stemmelighed 14 dage tidligere. For dette forslag stemte dog kun SF'eren selv, mens de otte Venstre-folk, De Konservatives Lisbeth Steninge og løsgængeren Leo Andreasen stemte imod. De syv socialdemokrater stemte hverken for eller imod.
Udtalelse fra S-mindretallet med ankesagenSocialdemokratiets viceborgmester, og nuværende borgmesterkandidat forud for kommunevalget til november, Gert Schou, forlangte en mindretalsudtalelse medsendt anken, hvori S-gruppen erklærer, at den offentlige udbudsform er den eneste rigtige, idet den rigtige/størst mulige salgspris skal findes på de kommunale sommerhusgrunde, hvorved de erklærer sig enige i Tilsynsrådets afgørelse i sagen. I modsætning til en nedsat embedsmandsgruppes behandling af sagen. Her mener man, at Tilsynsrådets afgørelse er åbenbart urigtig, og at det derfor bør kunne lade sig gøre at dispensere fra reglen om offentligt udbud, og derpå sælge grundene til de enkelte sommerhusejere, som måtte have et ønske herom. I modsat fald skal man blot kunne fortsætte som lejer af den pågældende grund. Det vil nu vise sig, om embedsmandsgruppens argumenter for en dispensation fra reglen om offentligt udbud, vil bide på minister og embedsfolk i Indenrigsministeriet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000