10-02-1997

Grenaa Roklub fattes ungdomsmedlemmer!

Grenaa Blad logo

Formanden for Grenaa Roklub, Jesper Hald, kunne på klubbens generalforsamling den 29. januar konstatere, at Grenaa Roklub er gået ind i et 60 års jubilæumsår her i 1997 med god økonomi, et stabilt medlemstal, et dejligt klubhus i god stand samt ikke mindst en bådpark i meget flot stand. Men aktiviteten i ungdomsafdelingen kunne der ikke siges noget positivt om - for der er stort set ikke nogen aktivitet.

- Vi har gennem hele sæsonen været uden en egentlig ungdomsleder, efter at Brian Vibenholt rejste fra byen. Uden en sådan engageret leder er det ikke muligt at opretholde en aktiv ungdomsafdeling, og det har da også betydet, at vi i skrivende stund stort set ikke har ungdomsroere i Grenaa Roklub. En aktiv ungdomsleder søges stadig - vi mangler helt klart unge i vores klub, sagde Jesper Hald i sin beretning.

Som et resultat af den meget lille medlemstilgang på ungdomssiden, blev det besluttet at undlade at afholde kanindåb i 1996.

- Der var ganske enkelt kun et par kaniner, så de fik lov til at gnave gulerødder til indeværende sæson, fortsatte Jesper Hald, der kunne glæde sig over stor aktivitet i roklubbens svømmeafdeling. Klubbens gode økonomi kan således for en stor del tilskrives svømmeafdelingen, afslørede formanden.

Han kunne endvidere fortælle, at klubben, som en markering af 60 års jubilæet i år, i 1996 bestilte en ny 2-årers indrigger, der skal afløse »Skjold«, som er sat til salg. Den nye båd leveres den 12. juli.

Flytning er et åbent spørgsmålDet har gennem det sidste par år været et åbent spørgsmål, om Grenaa Roklub fortsat må ligge på den nuværende grund mellem fiskerihavnen og færgehavnen. Om dette forhold sagde Jesper Hald_

- Det ses jo tydeligt, at vi er ved at ligge lidt indeklemt mellem alle de nye bygninger ved færgehavnen, og der er flere nye på vej. Det ligger helt fast, at der ikke er umiddelbare planer om at flytte vores klub, men det er ikke muligt at få klokkeklare løfter. Som havnedirektør David York Christensen siger_ »I kan blive liggende hvor I er, lige til havnen skal bruge Jeres grund!«, sagde Jesper Hald, der fik godkendt sin beretning af generalforsamlingen.

Herefter blev regnskabet godkendt med et overskud på 6.140 kroner.

Endelig var der valg til bestyrelsen, og her genvalgtes Lone Reck som næstformand og Esther Bilde som kasserer. Som ny sekretær valgtes Yvonne Larsen, idet Janne Rasmussen ikke ønskede genvalg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000