10-02-1997 |
|
Verdens største backgammonturnering på »Aftenstjernen« |
![]() |
Nu skal den danske befolkning igen til at spille backgammon. For 8. år i træk arrangerer Dansk Backgammon Forbund i samarbejde med Carlsberg verdens største backgammonturnering - Carlsberg Backgammon Cup. Turneringen har i de otte år den har fundet sted, udviklet sig til en tilbagevendende folkelig begivenhed, hvor alle - uanset spillemæssig styrke og bopæl - kan deltage. Carlsberg Backgammon Cup starter den 16. februar. De 300 spillesteder, som i år er vært for de indledende runder af turneringen, har hver især valgt en bestemt ugedag at afvikle turneringen på. Spillerne møder så op samme ugedag i fem uger for at dyste om titlen som cafémester med tilhørende pæmie. I Grenaa foregår turneringen på »Musikhuset Aftenstjernen« i Lillegade, der har valgt søndag, som fast spilledag. Første gang søndag den 16. februar.
Turneringen sluttes endeligt af den 12. april, hvor alle 300 cafémestre mødes til en gigantisk finale i København for at kæmpe om at blive mellem de tre bedst placerede. Disse vinder nemlig en rejse til og deltagelse i VM i backgammon i Monte Carlo i fyrstendømmet Monaco. Deltagerantallet ventes i år at passere de 6.000. Interesserede anbefales at henvende sig hurtigst muligt til nærmeste spillested.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000