27-01-1997 |
|
Udvidelsen af Kattegatcentret er 3 1/2 måned fra indvielsesdagen! |
![]() |
Kattegatcentrets direktør Knud Bruno Andersen og entreprenøren på den 40 millioner kroners udvidelse af centret, som pågår i øjeblikket, »Monberg & Thorsen«, går i disse dage og krydser fingre for, at resten af vinteren ikke bliver alt for streng, og at Kattegat ikke besværer projektet med flere oversvømmelser end de to man allerede har oplevet i henholdsvis november og december sidste år. Disse har sat arbejdet henved 10 dage tilbage, men med et fornuftigt vejrlig skulle det tabte kunne indhentes på de cirka 3 1/2 måned, der er tilbage af den tidsramme, som er afsat til færdiggørelsen af Kattegatcentrets udvidelse, der er på hele 75%. Rude på 6,5 tons!I fredags gik man i krig med ét af projektets største og mest spændende opgaver; nemlig opsætningen af det 11 x 2,5 meter store og 6,5 tons tunge panoramavindue i centrets kommende, nye, udendørs 1,6 millioner liters kæmpebassin, der benævnes »Oceanariet«. Her - og ved de andre ruder - vil publikum kunne betragte mylderet af fisk gennem specialfremstillet japansk glas, der er op til 18,5 cm. tykt for at kunne modstå trykket fra vandmasserne. Ikke desto mindre er det fuldstændig klart og gennemsigtigt, men koster altså også den nette sum af 1 million kroner. Kattegatcentret modtog panoramaruden, der er i ét stykke, for tre måneder siden. Den har siden ligget trygt og godt i en container på færgehavnen tæt ved centret, men i fredags blev den altså hevet frem fra sit leje af en stor mobilkran, hvorefter en meget vanskelig manøvreproces blev iværksat med retning mod Oceanariet. Der er ikke mulighed for at lave om på glasset, så Monberg & Thorsens betonarbejde skulle meget gerne være yderst præcist med hensyn til vinduesmålene på Oceanariet og rudernes pasform. Ny facade ved at blive rejst.I øvrigt er Oceanariets vægge ved at være støbt færdige, og facaden til Kattegatcentrets nye tilbygning er ved at bliver rejst. Her er man nået nogenlunde halvvejs med at flytte glasfacaden otte meter ud til det punkt, hvor den nye facade skal løbe, og den første del af taget er også blevet lagt på. Der pågår yderligere en måneds arbejde før denne del af udvidelsen er færdig og under tag.
I Oceanariet er det meningen, at udmyskningsfolkene skal i gang den 1. februar. Dette arbejde ventes at tage en måned, hvorefter rensningsanlægget i den tilstødende teknikrumsbygning, skal færdigbygges og kobles til Oceanariet. Den 7. maj har været nævnt som officiel indvielsesdato, men Kattegatcentrets direktør Knud Bruno Andersen vil ikke hænges op på en bestemt dato.
- Sammen med entreprenøren forsøger vi i øjeblikket at pejle os ind på en officiel indvielsesdag, og det eneste jeg kan sige på nuværende tidspunkt er, at det bliver i maj. De to oversvømmelser af byggepladsen i november og december satte arbejdet 10 dage tilbage, men det er set fra vores side kun et spørgsmål om at indhente det tabte ved at Monberg & Thorsen sætter flere folk i arbejde - eventuelt ved at etablere flerholdsskift. Vores kontrakt siger, at udvidelsen skal afleveres i færdig stand til os den 1. maj og det henholder vi os til, slutter Knud Bruno Andersen, der glæder sig til at kunne præsentere »Det nye Kattegatcenter« op til højsæsonen 1997.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000