27-01-1997

Salget af sommerhusgrundene påny til debat.

Grenaa Blad logo

Anke over Tilsynsrådets afgørelse i sagen - til Indenrigsministeriet -kunne ikke samle flertal i byrådet!

Der var krig på kniven mellem Grenaa Byråds to fløje på tirsdagens byrådsmøde i sidste uge. Anledningen dertil var sagen om et eventuelt salg af sommerhusgrundene ved Grenaa Strand. Sagen var første punkt på dagsordenen. Byrådet skulle tage stilling til, om der skal sendes en anke til Indenrigsministeriet angående Tilsynsrådets afgørelse i sagen. Tilsynsrådet har den 18. december afslået kommunens ansøgning om dispensation fra den kommunale grundregel om offentlig udbud ved salg af eksempelvis kommunale grunde - og dermed afvist muligheden for at tilbyde grundene afhændet umiddelbart til de enkelte sommerhusejere, som tanken ellers var fra det spinkle byrådsflertal, bestående af de borgerlige og den daværende socialdemokrat Leo Andreasen, da dette flertal stemte principbeslutningen hjem ved 2. behandlingen af budgettet for 1997. En kommunal arbejdsgruppe arbejder med sagen, og benævner Tilsynsrådets afgørelse som værende »åbenbart urigtig«. En klageskrivelse med en række argumenter imod Tilsynsrådets afgørelse og for en dispensation fra reglerne, er blevet udfærdiget, og var allerede i forrige uge klar til at blive afsendt til Indenrigsminister Birthe Weiss. Men sådan skulle det ikke gå. På et Økonomiudvalgsmøde den 14. januar forlangte den socialdemokratiske viceborgmester Gert Schou sagen på byrådets dagsorden, selv om de øvrige fire medlemmer - inkl. partifællen/borgmester Arne Jessen - betragtede indsending af anken som en naturlig del af sagsbehandlingen. Gert Schou var af en anden mening. Ny situation.- Med Tilsynsrådets afgørelse foreligger der en ny situation, og derfor er det naturligt, at sagen bliver debatteret påny i byrådet for at se, om sagen kan finde et flertal set i det nye lys, udtalte Gert Schou til Grenaa Bladet.

Og med hjælp fra SF's Allan Andersen lykkedes det for de otte socialdemokrater i byrådet at spænde ben for anken til Indenrigsministeren. Ikke mindst fordi borgmester Arne Jessen var sygemeldt, og derfor ikke kunne stemme for ankesagen sådan som han havde gjort en uge forinden i Økonomiudvalget. I stedet var suppleanten Birte Nørager blevet indkaldt, og hun var enig med de 7 øvrige socialdemokrater om, at sagen ikke burde ankes. En fuldtallig borgerlig fløj kunne med Leo Andreasens ene stemme have stemt ankesagen hjem alligevel, men her manglede en ferierende Hans-Ole Malfeld, og da der ikke var indkaldt en suppleant i hans sted var der pludselig en ujævn fordeling af substituter. Det førte til en 9-9 afstemning, hvorved anke-forslaget faldt til jorden. Fungerende borgmester Mogens Blach kunne på stedet have indkaldt til et ekstraordinært byrådsmåde på grund af den manglende clearing, men undlod med henvisning til, at sagen angiveligt kommer på dagsordenen påny ved næste uges byrådsmøde tirsdag en 4. februar. Her skal der så stemmes om ankesagen påny.

- Tilsynsrådets afgørelse fik Venstres Hans Ole Malfeld til blandt andet at sige til avisen, at han ikke var enig i Tilsynsrådets beslutning, men at der nu forelå en ny situation, og at han ønskede sagen i byrådet. Dette synspunkt er vi enige i, men vi har modsat Venstre den opfattelse, at Tilsynsrådets afgørelse er korrekt. Det er nemlig utroligt svært at prisfastsætte sommerhusgrundene til markedsprisen. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, når målet er at få så mange penge som muligt i kassen. Skal grundene sælges, skal de sælges til højeste bud, og det behøver jo ikke nødvendigvis at være den pågældende sommerhusejer, og så har vi netop en situation, som ingen her i byrådet ønsker at komme i, nemlig at grundene sælges under fødderne på sommerhusejerne. Men Tilsynsrådet siger klart og tydeligt, at de ikke kan sælges på anden vis, da det er alle kommunens borgere der ejer grundene. Derfor vil det være uanstændigt at lave favørpriser for at tilgodese nogle få i forhold til de mange, sagde Gert Schou. Ensidigt arbejde.SF's Allan Andersen fandt, at arbejdsgruppen ensidigt arbejdede for den borgerlige lejr i byrådet, og så gerne, at der blev besvaret spørgsmål med en lidt anden indgangsvinkel til sagen. Såsom kommunal genhusningspligt, idet en sommerhusgrund sælges under fødderne på en sommerhusejer, de manglende lejeindtægter over en årrække, idet grundene sælges fra med videre. Blandt andet undrede Allan Andersen sig over, at Arne Jessen - oprindeligt en arg modstander af salget af sommerhusgrundene - nu pludselig arbejder for at få en dispensation kørt i stilling, så de kan sælges alligelvel.

Venstres Lotte Horneman gik derpå i forsvar for Arne Jessen.

- Borgmesteren kender blot sine pligter og arbejder loyalt i henhold til det flertalsvedtagede budget, sagde Lotte Horneman, der ikke rigtig kunne forstå, at debatten om budgettet for 1997 efterhånden formår at strække sig langt ind i selve budgetåret. Utidigt benspænd.- Man vil ikke vente med at tage stilling til sagen til der er et samlet billede og alle muligheder er prøvet. Meget besynderlig taktik at spænde ben for en sag, som der arbejdes på i systemet, sagde hun endvidere.

De Konservatives Lisbeth Steninge tog arbejdsgruppen i forsvar, idet hun mener, at den blot gør sit arbejde - nemlig at sørge for, at en flertalsbeslutning fra byrådet bliver trumfet igennem i systemet.

Venstres Kai Hansen så gerne, at arbejdsgruppen fik arbejdsro, og havde i det hele taget svært ved at se, hvad S og SF var så nervøse for, hvis man her var totalt sikker i sin sag på, at kommunen ikke vil få noget ud af en ankesag til Indenrigsministeriet.

Men S og SF holdt altså fast i indstillingen om at stemme imod forslaget om anken, og sagen skal altså påny en tur i byrådet i næste uge.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000