27-01-1997

Musik-aften i Grenaa Kirke.

Grenaa Blad logo

Under overskriften, »Alt kommer væltende, hulter til bulter«, inviteres der til musik-aften i Grenaa Kirke mandag den 3. februar. Der bliver tale om en musikalsk rejse gennem det nye salmebogstillæg med sopranen Betty Gregers Arendt og hendes mand, organist ved Grenaa Kirke, Peter Arendt, der akkompagnerer på klaver og »foredrag«.

- En almindelig kritik af folkekirken er, at den er forstenet, ikke evner at forny sig. Men flytter vi et komma i det tilvante den ene gang om året, hvor folk kommer i kirke (læs_ juleaften), så skal vi nok få at vide, at det skal være præcis som det plejer. Ikke desto mindre har mange forfattere haft ganske travlt med at lave nye salmer lige siden vi fik en ny salmebog i 1953. Og nu har salmeskriverne for alvor fået travlt, for om små 10 år skal vi have en ny salmebog. Og til den tid skal der nok virkeligt blive ballade over alt, hvad der mangler, og hvad der bliver lavet om, siger organist Peter Arendt, og fortsætter_

- Men hvis vi vil have indflydelse på den nye salmebog, er det nødvendigt, at vi blander os - også her i Grenaa. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i jorden og så blive fornærmet, når en ny salmebog endelig ser dagens lys. Vi bliver derfor nødt til at prøve nogle af de nye salmer af for på den måde at finde ud af, hvad der er godt, og hvad der er skidt, siger Peter Arendt, der giver en Grenaa-menighed chancen herfor på mandag den 3. februar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000