I alt 40 trænere og 40 ledere er på plads til den kommende håndbold-sæson i håndboldsamarbejdet mellem Åstrup IF og Hammelev IF.
– Vi tilmelder til sæsonen op mod 30 turneringshold, så der skal bruges rigtig mange trænere til de mange hold, siger formanden for håndboldsamarbejdet Åstrup/Hammelev, Jørgen Josefsen.
På damesiden overtager Erik Flak Jørgensen roret, og som hjælper får han sidste års dametræner Brian Skovsgaard, og som holdleder fortsætter Lotte Boje Rasmussen. Som noget nyt har håndboldsamarbejdet lavet et samarbejde mellem damerne og foreningens talentfulde dame juniorer og dame ynglinge. Chefræner for disse hold bliver som tidligere år Allan Boier, som med stor succes har trænet disse årgange frem til flotte placeringer i elite-rækkerne samt et Jydsk mesterskab og et landsmesterskab i den forløbne sæson.
Samarbejdet består af fællestræning, specialtræning og som noget nyt i år også specialiseret målvogtertræning. Til dennne opgave har man allieret sig med Rikke Nikolaisen, som har flere års erfaring som målvogter på højt niveau på Brabrands og Skovbakkens førstehold. Senest har hun været en stærk målvogter på Grenaa IF’s 3. divisions-hold. Rikke skal fortrinsvis tage sig af specialtræning af målvogtere i damer, dame junior- og dame ynglinge-årgangene, men også hjælpe med at udvikle alle Å/H-trænerne i, hvordan man træner målvogtere.
Her ses træner-teamet bag Åstrup/Hammelevs damer, dame ynglinge og dame juniorer i den kommende sæson: Allan Boier, Brian Skovsgaard, Erik Flak Jørgensen og Rikke Nikolaisen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof