SAS-liga mandskabet fra AGF kommer på besøg torsdag den 29. maj klokken 18.00 på banerne ved Molshallen i Knebel, når IF Mols serie 4 lægger græs til en social aften.
Som en del af AGF Fodbolds integrerede talentarbejde arrangerer IF Mols fodboldafdeling opvisningskamp mod de fuldtidsprofessionelle spillere fra Fredensvang i Århus. Aftenens hovedarrangement er naturligvis selve kampen, hvor molboerne ser frem til mødet, men også rundt om kampen håber Endymion Blank fra IF Mols fodbold herresenior-bestyrelse, at de mange tilskuere får en god aften.
”Vi forsøger at appellere til så mange som muligt, og det skulle gerne blive en hyggelig aften, hvor man før, under og efter kampen kan møde AGF’s spillere og få sig en autograf og en god oplevelse. Derudover kan man få lov at prøve kræfter med nogle af AGF spillerne, som også vil forsøge at lære et par tricks og finter fra sig. Fodboldafdelingen sørger for pølser, øl og vand, og vi kan sikkert godt bruge opbakningen,” forklarer han.
Slagter Kruse fra Tved vil stå for at grille pølser og brød, og klubben leverer øl og vand til rimelige priser.
Billetter købt i forsalg koster 40 kroner for voksne og 20 kroner for børn under 12 år. Salgsstederne bliver offentliggjort snarest.
Billetter købt ved indgangen vil koste 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn under 12 år.
AGF og Peter Graulund glæder sig
AGF’s topscorer, Peter Graulund, glæder sig til at komme på besøg på Mols, hvilket giver et åndehul fra den ellers så ambitiøse og hårde fodboldtilværelse i SAS-ligaen.
”Det er faktisk sjovt at spille de her opvisningskampe, og vi bruger dem som trup til at hygge os og få noget humør på. Vi har haft en resultatmæssigt hård forårssæson, så vi skal ud og score nogle mål, producere nogle chancer og spille uden kniven for struben. Og så er det en fornøjelse at besøge de klubber, som er en del af samarbejdet med AGF,” forklarer angriberen.
Selvom han kommer til at stå overfor IF Mols målmand, Jacob Randrup, påtager Peter Graulund sig gerne favoritrollen.
”Vi kan vist ikke snakke os fra favoritrollen, selvom vi er på udebane, og jeg tager gerne duellen op mod Jacob. Jeg satser på at score et par mål, så han skal sørge for at være klar. Jeg har jo scoret på en del målmænd efterhånden,” griner Peter Graulund med sin velkendte og latter.
Mols har gode minder
Tidligere formand for fodboldafdelingen i IF Mols, Peder Jensen, er dog ikke sen til at love Århusianerne kamp til stregen.
”Sidst vi spillede mod AGF, var da vi lå i serie 3. Det er mange år siden, men det var også en sommerkamp, hvor jeg husker de tidligere AGF’ere, Stig Tøfting og Søren Andersen, vel kun var omkring de 17 år dengang. Morten Hvid fra Sparekassen i Tved og min bror Thorleif Jensen var også med dengang, hvor vi havde Benny Andersen som træner,” forklarer Peder Jensen og tilføjer.
”Vi vandt i øvrigt den kamp, så i indbyrdes opgør er vi godt med!”
Kilde: Endymion Blank
sof