Den fjerde sæson med gymnastik i Gjerrild-Bønnerup Idrætsforening er netop slut. Hver torsdag har de såkaldte Jungle-unger boltret sig i gymnastiksalen på Gjerrild-Bønnerup Friskole.
Man har leget, hoppet, sprunget, rullet, og brugt alle de andre sanser, når man har brugt redskaberne i gymnastiksalen. Det efterfølgende hold, som bestod af børn i alderen 1.-4. klasse, tog så over med et blandet rytme/spring hold.
I år har børnene haft stor glæde af GBIF’s nye multirulle, som man har fået af Sparekassen Djursland. Den kan anvendes såvel rundt om bommen, som på gulvet, så den giver rigtig mange muligheder uden at man som instruktør skal løfte børnene rundt. Man kan bruge den til at indøve f.eks balance, flikflak eller andre spring på. Også adskilt i to halvdele har multirullen som luftgynger i tovene gjort stor lykke hos børnene.
Multirullen, som Sparekassen Djursland er den glade giver af, er flittigt blevet benyttet af børnene hver torsdag, når de to hold med omkring 40 børn i Gjerrild-Bønnerup Idrætsforening har gjort gymnastik. På det ene billede ses foruden børnene også instruktørerne og afdelingsdirektør Mogens Adamsen fra Sparekassen Djursland i Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
sof