Håndbold – 3. divisions damer: Grenaa IF – VRI 23-26 (14-14)
GIF’s målscorere: Lynn McCafferty (5), Henriette Hansen (4), Sabine Knold (4), Kelsey Fairbrother (3), Ina Outzen (3), Birthe Jensen (2), Karina Skaarup (1), Mie Dohn (1).
Af Henrik Dolmer
Den sidste turnerings-kamp inden juleferien blev ikke nogen hurra-oplevelse for GIF Håndbolds 3. divisions-damer. I egen hule i Grenaa Idrætscenter søndag den 16. december snuppede udeholdet VRI fra det nordlige Århus begge point i en tæt og intens kamp foran cirka 150 tilskuere. 26-23 lød sejrscifrene til VRI i udeholdets favør efter 14-14 ved pausen.
Var bagud det meste af kampen
Hjemmeholdet var bagud det meste af kampen, men havde masser af chancer for at nå både op og forbi VRI-holdet, der spillede i 2. division i sidste sæson. Det var således ét af rækkens oprykningsfavoritter, der stillede op i Grenaa Idrætscenter, men ikke desto mindre matchede hjemmeholdet VRI på alle fronter undtagen én: Udnyttelsen af chancer. Her var VRI en del skarpere end hjemmeholdet, og det gjorde udslaget til sidst. Herunder straffekast-udnyttelsen. Også her var udeholdet en del skarpere end hjemmehodlet. GIF fik tilkendt 6 straffekast, men udnyttede kun de to. VRI fik tildelt 8 straffekast og udnyttede de 7. Alene på den konto kunne hjemmeholdet altså have hentet point, hvis man altså havde udnyttet den kæmpechance det er at fyre løs mod en målmand - uden at blive generet - noget bedre.
Skidt GIF-start i begge halvlege
VRI tog teten i kampens første minutter og bragte sig hurtigt foran med 3-1, men GIF-damerne fik hurtigt styr på tingene, og begyndte ligeså stille at kravle tilbage. Som i den forrige kamp mod JAI forsøgte man sig med en skæv 5-1-forsvars-formation i stedet for det flade 6-0-forsvar, og det bekom ikke VRI’erne vel. Rikke Nikolaisen havde også godt fat i VRI-skytterne, og 1. halvleg var i det hele taget en god, tempofyldt og velspillet affære, hvor to gode hold gav hinanden kamp til stregen - men hele tiden med fair midler.
GIF kom dårligt i gang med 2. halvleg. VRI scorede halvlegens tre første mål til stillingen 14-17, og det ryk kom hjemmeholdet sig aldrig rigtig over. Først og fremmest fordi den ene 100% chance efter den anden blev brændt på det skammeligste.
– De var gode, men de var ikke bedre end at vi godt kunne ha’ slået dem. Vi brænder alt, alt for mange chancer, mens de udnytter deres. Det er der, kampen bliver afgjort til deres fordel. Vi spiller os fint igennem i angrebet, men får dem lige i hovedet igen, idet vi brænder, fordi de også satser stærkt på kontrafasen. Vi må simpelthen lære at kende vores besøgelsestid. Længere er den ikke, sagde en ærgerlig GIF-træner Erik Flak Jørgensen umiddelbart efter kampen var fløjtet af.
Hornbæk tabte
Han var ikke mindst ærgerlig over de tabte point, fordi top-rivalerne fra Hornbæk havde tabt, hvorved GIF’erne kunne have slået et hul til det hold i toppen af rækken. Men ikke desto mindre en godkendt point-høst til GIF-holdet, der ligger i den sjove halvdel af rækken. Og dermed med god mulighed for også at præge toppen af rækken i anden sæson-halvdel, der skydes i gang i starten af januar.
Kampen sluttede i øvrigt lidt trist med et direkte rødt kort til Lynn McCafferty for noget, som vel dårligt var til en to minutters udvisning.
Kilde: Grenaa Bladet
sof